Faglige indspark

Brug video i din interne kommunikation: Tre gode grunde til at gå i gang

Video er de flestes foretrukne informationsmedie. Her er tre situationer, hvor videokameraet bør køres i stilling i den interne kommunikation.

Af Nicolai Brix

Medarbejder ser video på en bærbar computer

Kan du være sikker på, at dit budskab trænger igennem, når dine ansatte blot skal lytte eller læse?

Hvis den tanke har strejfet dig, har du fat i den lange ende. Video er nemlig de flestes foretrukne informationsmedie, og det er der gode grunde til.

Den menneskelige hjerne opfanger visuel information langt hurtigere end tekst og billeder. Video øger modtagerens forståelse og er markant mere effektiv end trykt materiale.

En undersøgelse viser, at 48 procent af alle ansatte anser video som den mest engagerende kommunikationsform, og det er 75 procent mere sandsynligt, at en ansat ser en video i modsætning til at læse et dokument.

Hvornår video bør bruges i intern kommunikation

At frokosten er sat frem, fortjener næppe en hel videoproduktion. Videoformatet skal kun tages i brug, når det giver mening for både afsender og modtager. Vi har samlet tre eksempler, hvor videokameraet bør køres i stilling.

1. Onboarding

Når nye medarbejdere træder ind ad døren for første gang, er der meget, de skal lære. I stedet for at krydse fingre for, at de læser medarbejderhåndbogen fra ende til anden, kan et onboardingforløb i videoformat effektivisere processen – og spare tid og penge. Videoforløbet kan endda kombineres med en lille quiz, der sikrer, at informationerne er landet.

2. Strategier og status

Noget information skal sidde lige i skabet, så den bliver forstået af alle. Det gælder blandt andet præsentationen af årsregnskabet og den næste store vækststrategi. Med video er du sikker på, at formidlingen understøttes af grafikker og visuelle elementer, og du kan fokusere din energi på dialogen med medarbejderne bagefter.

3. Videndeling og virksomhedskultur

Måske har din virksomhed tradition for at fremhæve månedens medarbejder? Eller måske har én afdeling gjort sig erfaringer, som bør komme alle til gode? Videoformatet kan få essensen af budskabet til at stå knivskarpt og samtidig skabe det visuelle bevis, der får pointen til at lande.

Men sagen er lettere sagt end gjort: Hvad kræver det af udstyr, hvor lang tid tager det, og hvem skal stå for det? Hvis du savner en sparringspartner, er du velkommen til at kontakte os.