Faglige indspark

Hvad skal en brandingvideo bruges til – og hvad koster den?

En brandingvideo kan formidle dit brands budskab skarpt og præcist i et format, som modtagerne forstår, interagerer med og deler. Men før arbejdet går i gang, er der vigtige spørgsmål at få styr på.

Af Nicolai Brix

Videooptagelse hos KommPress

Vigtigheden af at formidle dit brands identitet er veldokumenteret. Det er ikke nok blot at have en forretning, for moderne forbrugere vil i stigende grad vide hvem, de handler med.

Kan de stå inde for den måde, du driver forretning? Og kan de tro på de ting, du siger om bæredygtighed, eller lugter det af greenwashing? En lav pris er ikke et salgsargument i sig selv – især ikke hvis dit brands værdier og visioner ikke harmonerer med forbrugerens.

Derfor får flere og flere virksomheder produceret brandingvideoer, som én gang for alle sætter deres brand i kontekst med markedet, konkurrenterne – og de værdier, som guider den måde, de driver forretning på.

Men hvorfor skal det lige være video? Koster den slags ikke en formue? Og skal din virksomhed også have en?

Video virker

Når valget ofte ender med en video, skyldes det blandt andet, at videoindhold fortsætter med at stige i popularitet. I gennemsnit ser mennesker lidt mere end en times videoindhold om dagen, og størstedelen af danskerne streamer hver eneste dag.

Som virksomhed er der en række gode grunde til at satse på video, når jeres brand skal formidles:

  • Modtageren forstår budskabet bedre, end hvis det formidles som tekst
  • Forbrugere er mere tilbøjelige til at klikke på annoncer og opslag, der indeholder video
  • Videoer på sociale medier genererer markant flere delinger end billeder og tekst kombineret

Koster det kassen?

Alting har en pris. Det gælder også brandingvideoer. Men du behøver ikke forestille dig dyre biler, som suser op ad grønne bjergsider og andre dyre virkemidler. Det hele afhænger nemlig af jeres brand, og derfor begynder arbejdet med en brandingvideo også sjældent med at køre kameraet i stilling. I stedet skal der styr på nogle vigtige spørgsmål:

  • Hvad er videoens budskab? Er det jeres grønne identitet, som skal i fokus? De positive forandringer, I skaber i jeres lokalområde? Eller jeres visioner for fremtiden? Med svarene tegner der sig et billede af, hvilke virkemidler der skal i brug. De fleste er sandsynligvis nemme at skaffe, fordi de findes blandt jeres medarbejdere, lokaler og produkter.
  • Hvem skal se den? Er videoen tiltænkt eksisterende eller nye kunder? Svaret siger en del om hvilket format, brandingvideoen skal produceres i. Noget kræver måske et højt produktionsniveau, mens yngre målgrupper typisk er positivt stemte over for videoindhold, som er mere uformelt produceret.
  • Hvor skal den publiceres? Drejer det sig om sociale medier og jeres egen hjemmeside, eller skal videoen på det store lærred som et biospot? Det svar har også indflydelse på hele produktionen – og prisen.

Hos KommPress har vi produceret brandingfilm i begge ender af skalaen – både dem, der har kørt på de store lærreder i biografen og på tv, og dem, der har haft en langt mere snæver målgruppe. For os er opgaven lige vigtig hver gang, fordi brandingvideoen handler om at formidle essensen af de virksomheder, vi samarbejder med.